Jacob Arenander appointed CEO of Nordic Trustee A/S in Denmark

Trustee Nordic A/S has appointed Jacob Arenander, 42, to CEO

Pressrelease in Danish:

I marts 2014 etablerede VP SECURITIES (VP) sammen med Nordic Trustee ASA (tidligere Norsk Tillitsmann) et joint venture under navnet Nordic Trustee A/S. Det nye selskab varetager rollen som repræsentant (trustee) for obligationsejerne i Danmark og vil tage aktiv del i udviklingen af det danske marked for erhvervsobligationer, som er under opbygning.

Jacob Arenander har siden 2005 været ansat i VP SECURITIES og har varetaget opgaver inden for produkt- og forretningsudvikling. Jacob Arenander har været en væsentlig drivkraft i hele processen omkring etableringen af Nordic Trustee A/S, og han har ligeledes taget aktiv del i arbejdet med at opbygge den danske organisation og skabe kendskab til det nye tilbud om trustee-services på det danske marked. Forud for sin ansættelse i VP var Jacob Arenander i en årrække ansat i NASDAQ OMX med base i Stockholm og London, hvor han varetog opgaver inden for ledelse og forretningsudvikling. Jacob Arenander er uddannet cand. jur. 

”Jeg er glad for, at Jacob Arenander har sagt ja til at fortsætte sit arbejde i Nordic Trustee A/S – nu som administrerende direktør. Jacob har en bred viden om kapitalmarkedsforhold og er den rette til at stå i spidsen for det team, der skal opbygge Nordic Trustee’s danske aktiviteter og bidrage til at skabe et mere velfungerende dansk marked for erhvervsobligationer – blandt andet ved at standardisere processer og prospekter.”, siger bestyrelsesformand Birger Schmidt.

”Vi har siden etableringen af Nordic Trustee A/S i marts haft et travlt forår, hvor vi har besøgt en lang række aktører på det danske marked for erhvervsobligationer. Her har vi præsenteret vores nye services og det nye koncept, og har allerede fået vores første kunde. Jeg ser meget frem til at tage del i og understøtte den spændende udvikling på markedet for erhvervsobligationer”, siger Jacob Arenander.

For yderligere information kontakt venligst:
Bestyrelsesformand i Nordic Trustee A/S, Birger Schmidt, telefon 43 58 89 40

Kort om Nordic Trustee A/S
Nordic Trustee har som hovedaktivitet at være repræsentant (trustee) for investorer i obligationslån og andre fastforrentede værdipapirer. En trustee er det fælles kontaktpunkt mellem udstedere og investorer og varetager blandt andet følgende funktioner: 

  • Varetagelse af obligationsejernes rettigheder over for udstederen
  • Overvågning af udviklingen i lånene og overholdelse af vilkår
  • Koordination af obligationsejermøder
  • Håndtering af situationer med brud på vilkårene for lånene.

Herudover har en trustee en væsentlig rolle i forbindelse med standardisering af lånedokumentation og udvikling af en markedsstandard for prospekter. Formålet er at gøre det mere enkelt og billigere at fremskaffe kapital ved udstedelse af obligationer.

Nordic Trustee A/S er etableret som et joint venture mellem VP SECURITIES  (VP) og Nordic Trustee ASA (tidligere Norsk Tillitsmann). VP SECURITIES driver værdipapircentral i Danmark og Luxembourg og er den største leverandør af generalforsamlingsservice i Danmark. Nordic Trustee ASA er den førende udbyder af trustee-services i Norge og operere via joint ventures og datterselskaber i resten af Norden.